Viser opslag med etiketten mad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mad. Vis alle opslag

onsdag den 18. juli 2012

Den lækreste broccolisalat

Vil da lige dele denne lækre broccolisalat, jeg lavede igår, da vi fik besøg af vores veninde. Hun skal hjem til England snart, og så ville vi naturligvis give hende en lækker middag.

Denne smager fantastisk!!

Ingredienser

1bundtBroccoli
1⁄2dlRødløg (hakket)
2dlRevet cheddarost
2dlMayonnaise
2spskSukker
2tskEddike
200gBacon
Fremgangsmåde
1. Steg baconen sprød og tør på en pande og dræn den for det overskydende fedt på et stykke køkkenrulle.
2. Skær broccolien i mundrette stykker og damp den evt. et par minutter.
3. Bland broccoli, ost og løg i en skål.
4. Rør en dressing af mayonnaise, sukker og eddike og vend den i salaten.
5. Drys med knust bacon.

Velbekomme!!! :-D

tirsdag den 13. december 2011

Der bages!

Og der bages stadig!

Jeg har idag bagt pebernødder og brunkager. Endnu engang har jeg hentet idéerne fra den fantastiske hjemmeside, som Betina Heede har.

Jeg har aldrig brugt disse opskrifter før, så jeg skal lige finde ud af, hvordan jeg skal gøre det så de bliver ligeså sprøde som originalerne. MEN! Når det er sagt vil jeg tilføje, at man naturligvis selv finder ud af, hvad en knivspids er. Jeg har nok undervurderet knivspidsens vidunder denne gang. :-p

Der kommer billeder på senere.

Ciao!

mandag den 12. december 2011

Juleknas: Kryddersmåkager

Idag har jeg også lavet nogle kryddersmåkager, som jeg har set hos Betina Heede's opskrifter. Manden har smugspist! Men det er jo kun godt. :-p

Kryddersmåkager (Betina Heede)
Af denne opskrift fik jeg 18 småkager.

30 g let mayonnaise
30 g mel
25 g skummetmælkspulver
5-6 tsk vand
1/2 tsk kanel
1/2 tsk brunkagekrydderi
1 1/2 tsk flydende SØD (Jeg brugte flydende Hermesetas)
1 tsk vanillekorn/essens
1/2 tsk hjortetaksalt
1/2 tsk bagepulver

Alle ingredienserne blandes godt sammen. Rul dejen til en pølse - læg den i fryseren ca. 15 min. Skær dejen i tynde skiver, tryk dem flade og bag dem i en varm ovn ved 200 grader i ca. 2-3 minutter, hvorefter de vendes og bages videre i 3-4 minutter.           

HUSK HUSK HUSK!! De skal trykkes MEGET flade!! Jeg har kun lavet disse for første gang, og de hævede en del inde i ovnen.. på trods af, jeg havde trykket dem flade, endte de med at være ca. 5 mm tykke.. Så HUSK! De skal være meget tynde, når de kommer i ovnen. - De kan tåle det, da de hæver. Og så bliver de forhåbentlig også mere knasende, som man jo gerne vil ha' småkager, skal være.

Juleknas: Couscouskugler med kokos

Der skal også være plads til julehygge, når man forsøger at tabe sig! Juletiden behøver virkelig ikke betyde, at man absolut SKAL stige i vægt - og modsat behøver det heller ikke betyde, at man i sin iver for at tabe sig, skal forberede sig på at spise tør, trist og kedelig mad hele december måned.

Jeg skal starte med at sige, at selvom jeg har en stofskifte sygdom, så er jeg ikke 100% inde i, hvilke madvarer, der er skidt at spise med en stofskiftesygdom. MEN jeg har før tabt mig 35 kg ved hjælp af De Danske Vægtkonsulenter (IKKE vægtvogterne). Og vi har herhjemme besluttet os for, at vi vil forsøge os med dette igen, da det er det eneste, der nogensinde har hjulpet mig med at tabe mig.

Jeg er ikke affilieret med De Danske Vægtkonsulenter, men jeg er GLAD for deres mad. Fordi det giver nogle dejlige alternativer, så det ikke er kedeligt at tabe sig. Alle opskrifter, jeg ikke selv har lavet, vil blive noteret til ejermanden. :-) Så træder jeg da ingen over tæerne. :-)

Idag har jeg forsøgt mig ud i et alternativ til havregrynskugler idag.

Couscouskugler med kokos (DDV)
75 g kogt couscous
40 g svesker uden sten
15 g plantemargerine (jeg brugte Lätta)
5 g kakao
reven skal af ½ usprøjtet appelsin (øko)
lidt vaniljekorn
et par dråber romessens (eller -aroma)
lidt Multisød (eller Perfect Fit fra Isis)
Kokos til pynt

Couscous, svesker, , Lätta, kako, appelsinskal, vaniljekorn, romessens(eller romaroma) og en smule Multisød (eller Perfect Fit fra Isis, som jeg brugte) - alt kommes i en minihakker/blender, og blandes til en fast masse. Læg den færdige masse på et stykke køkkenrulle, således at den ikke sidder fast i bordpladen.. og så ruller du ellers nogle kugler i en størrelse, der passer dig. Jeg formåede at få 23 couscouskugler på denne portion. Jeg lavede dog to gange denne opskrift.

Herefter trilles kuglerne i kokos.
Læg direkte på køl i køleskabet og opbevares her indtil servering.

De smager ikke af havregrynskugler. De smager meget af appelsin.

torsdag den 8. december 2011

Mad! - Christinas parmesankylling m. pasta og spinatsovs

Jeg er blevet spurgt om min egen opskrift på bacon-parmesan-kylling med pasta i spinatsovs.
Den kommer så her!

Ingredienser til 2 personer
2 kyllingebryster uden skind
1 pakke baconstrimler
Revet parmesanost
Lidt Arla TexMex revet ost
Fuldkornspasta til to portioner (det bestemmer du ud fra, hvor meget I plejer at spise)
4-5 kugler frossen spinat (IKKE flødestuvet)
Creme Fine 7% måske ca. 2dl.
Lidt muskatnød

Sæt ovnen på 200 grader varmluft

Steg kyllingebrysterne på panden på begge sider til de får en let gylden overflade (men de må ikke være brune).

Læg derefter kyllingebrysterne op i et ildfast fad og drys med parmesan ost. Bare lige til der er et tyndt lag på hver kyllingebryst.

Dæk derefter begge kyllingebryster med baconstrimlerne og drys med texmex-revet ost fra Arla (mener jeg, det er fra).

Prop fadet ind i ovnen og lad dem stå indtil osten er gyldenbrun - det plejer at ta' ca. 30 minutter. Når osten er gyldenbrun og baconstrimlerne er begyndt at bue opad, så plejer kyllingen at være helt perfekt og saftig.

Mens kyllingerne bliver færdige, ta'r du en kasserolle og hælder vand i, til bunden kun lige er dækket. Sæt kasserollen på lavt blus (1-2 på ovnen) Herefter hælder du 4-5 kugler frossen spinat (IKKE flødestuvet) i kasserollen og forsøger at røre lidt rundt i gryden til kuglerne er smeltede.

Både vand til pasta og smeltning af spinatkuglerne skal startes samtidig.

Sæt vand over til pasta - når vandet (som er saltet) er klar til pastaen, hælder du den i vandet og venter til den er færdig - hæld vandet fra.

Når spinaten er smeltet, krydrer du med et skvæt muskatnød, for at fremme smagsoplevelsen af spinaten - kombinér med creme fine 7% til sovsen har en konsistens, hvor den kan smides rundt i noget pasta uden at være for tynd.

Når vandet fra pastaen er hældt fra, kan du mikse spinatsovsen med pastaen.

Det smager fantastisk! Jeg har ikke noget billede ligenu, men lægger et op, næste gang vi får det herhjemme.

mandag den 5. december 2011

Mad! (Opskrifter på havregrynskugler og æbletærte)

Var ovre hos en veninde idag. Hun fik den vildeste idé om, at vi skulle bage rigtig mange kager! Vi er nok oppe på en ca. 7-8 stykker. Men vi endte med at "nøjes" med en æbletærte.. og så fedtede vi rundt med nogle havregrynskugler. Begge smagte VILDT godt. Og jeg vil da lige smide opskrifterne her.

Jeg fik desuden forsøgt mig udi sushi. Ikke noget, jeg nogensinde havde regnet med, jeg skulle.. men min søde veninde lavede nogle, der var meget grundlæggende.. og tænk sig.. det smagte altså godt!

Og så er det jo bare FLOT! Udover ris og tang er vi ude i avokado, agurk og gulerod - i nogle nigiri'er var der laks og andre var der krebsehaler. Nammenam! Har bare haft den dejligste dag idag!




Æbletærte (SUPERnem!)


2 æg
180 gram sukker
100 gram smør
120 gram mel
2 æbler (Pink Lady smager fantastisk i denne tærte)
Hakkede mandler i den mængde, du føler er tilpas
En omgang kanel til at krydre på toppen




Pisk æg og sukker godt sammen.

Tilsæt smeltet smør og mel og rør dejen sammen.
Bred den ud i en smurt, raspdrysset tærteform - HUSK godt med fedtstof, når du smører formen ind.. for her til aften endte den med at sidde godt fast, selvom formen VAR smurt.

Skræl æblerne, skær dem i tynde både og sæt dem tæt i dejen.

Drys med hakkede mandler og kanel og sæt formen i ovnen på nederste rille ved 200 grader C i ca. 30 minutter.

Havregrynskugler - SOM jeg ikke lige fik taget billede af!

125 gram smør
3 deciliter havregryn
1,5 deciliter flormelis
0,5 deciliter kakao
2 teskefuld vanillesukker
Et skvæt mandelessens
Et skvæt mælk
Kokosmel (1-2 deciliter)

Bland det hele sammen, smag til med et par dråber mandelessens. Form som små kugler og tril dem i kokosmel.

Opbevares i køleskabet og nydes selvfølgelig kolde. Uhmm!! :-D

lørdag den 3. december 2011

Flyttedag i Aarhus

Vi var et smut i Aarhus idag. Vi skulle hjælpe en kammerat med at flytte. Det var faktisk ret skægt! Desværre havde "Det Grønne Hjørne" - en restaurant i Aarhus midtby - ikke registreret bordreservationen korrekt. Så vi rendte rundt i silende regn for at finde en restaurant, der havde plads til os. En lørdag aften. Første lørdag i måneden. Det er jo dødsdømt på forhånd!

Men vi besluttede os for en tur på Sunset Boulevard. Så blev det også sundt! Godt nok meget brød, når nu jeg prøver at tabe mig, men det var med salat, og jeg plejer jo ikke, at spise super meget brød... så det går nok denne ene gang! :-)

Sikke en skøn dag!

Velkommen til det Kreative Hjerte

Mit navn er Christina. Jeg er 28 år, nygift og vil gerne dele lidt af de ting jeg laver med dem, der er nysgerrige nok til at følge med.

Jeg laver en hel masse. Tegner, maler, kokkererer, skriver, laver hårpynt, kort, osv. Jeg laver generelt bare mange ting, som jeg synes kunne være sjovt at dele herinde.

Derudover kæmper jeg med en stofskiftesygdom, som gør, at jeg har meget svært ved at tabe mig. Det kan være, min blog måske kommer til at bære præg af det. Navnligt mht. eventuelle madindlæg.

Jeg vil nok også komme til at skrive nogle indlæg med nogle af de skøre, mærkelige og med garanti også bare de almindelige tanker, jeg har engang imellem.

Følg med, hvis I vil. Nogle indlæg bliver nok lange.. nogle bliver nok ultrakorte. Men jeg vil i hvert fald forsøge at smide noget ind hver dag. :-)

Hyg jer derude!